Asariums forældre blev dræbt da han var 10. Lige siden har han boet hos Regam, en sværdmager. Enhver dæmon dræber bruger et sværd. Regam ejer også en skole for dæmon dræbere, hvor Asarium blev trænet. Asarium har to venner. Den ene hedder Ami. Hun kan omdanne sin sjælekraft til at heale og paralysere. Den anden hedder Tamaki. Han er en dæmon. I modsætning til andre dæmoner slår han ikke mennesker ihjel. Han synes at dæmonblod smager meget bedre. De tre slår dæmoner ihjel.
Asarium trak sit sværd. Han svang det i en bred halvcirkel og skar dæmonen halvt over.
" Han er din," sagde han kort for hovedet til Tamaki.
" Lækkert," sagde Tamaki. Hans blodrøde dæmonansigt spredte sig i et smil der halvt antydede at han var skør.
Tamaki begyndte at æde den døde dæmons blod. Ami kiggede væk og holdt sig for munden. Hun kunne godt tåle at se de andre slå dæmoner ihjel, men når Tamaki åd dem fik hun det dårligt.
De begyndte at være bange for Ståldragen, en organisation som forenede dæmon dræbere i en regulær hær. De ville aldrig acceptere Tamaki eller Ami. Men her for nyligt havde de fået et anonymt tip om at Ståldragens leder ville tale med dem. De prøvede at komme derhen så hurtigt så muligt, men de stødte naturligvis ind i dæmoner som de skulle slå ihjel. Den tåge der lå i den sydligere del af landet var meget forvirrende og de havde stadig lidt problemer. De havde heldigvis ikke set nogen byer. Byer var beskyttet af enhver dæmon dræber som havde reddet en af beboerne. Ståldragen var en slags hovedstad, for de kontrollerede enhver by. At møde deres leder var lidt som at møde en konge. De begyndte at gå videre gennem det træløse, forladte, blodoversvømmede ødeland.
Fre Dec 03, 2010 2:05 pm